Forestil dig en indsigt, der betyder, at du ser klarere end de fleste andre. Forestil dig, at du deler den indsigt med en række ligesindede. Forestil dig, at flertallet kigger på jer med afstandtagen. Det vil sige: 1) Unikhed, 2) Gruppetilhørsforhold, 3) Binær inddeling af verden; sort og hvidt; dem og os. Så har vi her tre væsentlige elementer i konspirationsteoriernes tiltrækningskraft.

Af Jeanette Serritzlev

Konspirationsteorierne voksede i popularitet i 2020, hvor coronakrisen kom og gav anledning til spekulatio­ner om virussens ophav. Var den menneskeskabt? Var den undsluppet et laboratorium? Hvad med WHO’s rolle i forhold til Kina? Konspirationsteorier kan virke appellerende, fordi de til­byder nogle simple forklaringer på noget, som kan virke uforklarligt eller komplekst. De kan tage udspring i virkelige handlinger. De kan være relativt uskyldige. Eller de kan være skabt med henblik på at skabe splid og gøre skade.

Det er ikke underligt, at konspirationsteorier kan pirre nysgerrigheden og fascinere. For indimellem oplever vi jo hændelser, som vi ikke forstår, og hvor den givne forklaring ikke helt tilfredsstiller vores informationsbehov. Men hvorfor falder nogle mennesker så langt ned i det berømte kaninhul, at de kan ende med at fjerne sig fra familie og venner og tilvælge konspirationsteorien over de nære fællesskaber? Der kan være mange årsager til, at folk er modtagelige over for at abonnere på konspirationsteorier, men det er ikke så simpelt, at man kan sætte ’konspirationsprofilen’ på formel. Nogle er mere disponible hele livet; ’noget’, en begivenhed, en krise, en pandemi, kan ske, som får spekulationerne i gang. For andre sker det i forbindelse med en livsændring eller livskrise.

Ligesom folk, der tror på konspirationsteorier, er forskellige, er konspirationsteorierne det også. I mange tilfælde er fællesnævneren troen på en bagvedliggende sammensværgelse. Konspiration kommer fra latin conspiratio; det vil sige ordret ‘det at ånde sammen’. På dansk kan dette oversættes til netop ’sammensværgelse’. Denne sammensværgelse kan være i form af ’den dybe stat’, ’en verdensregering’ eller den elastiske betegnelse ’eliten’. Det vil sige, at konspirationsteorier ofte indeholder en myndighedskritik og -mistro. En konspirationsteori er altså ikke bare en vandrehistorie eller en ’tro på noget’. Det vil eksempelvis sige, at det at tro på ufoer ikke er en konspirationsteori – men at tro, at den amerikanske centralregering skjuler ufoer og måske endda rumvæsner for civilbefolkningen, er det.

Der er også forskel på konspirationsteorier i forhold til deres kobling til virkeligheden: Det er for eksempel ikke underligt, at en episode som drabet på den amerikanske John F. Kennedy i 1963 har givet anledning til forskellige grader af konspirationsteorier. Der var en virkelig hændelse, der fandt sted, og såvel ’den mystiske kugle’ som det faktum, at man hurtigt identificerede en enkelt gerningsmand, som kort efter blev skudt i offentlighed, har kun bidraget til spekulationerne. Andre konspirationsteorier er mildest talt mere løst koblet til den virkelighed, de fleste af os mener at befinde os i: Det kan være forestillingen om, at der går øglemennesker rundt iblandt os; eller at jordens kerne er beboet af en udefrakommende civilisation. Dermed også sagt, at der er et form for kontinuum af konspirationsteorier. Dette betyder igen, at troen på én teori nemt kan lede til troen på flere.

Man kan forestille sig konspirationsnettet som et edderkoppespind, hvor de mere uskyldige teorier og/eller teorier koblet til konkretet hændelser er i yderkanten, men hvor folk kan blive fanget og ryge længere og længere ind i spindet, i takt med at de i tiltagende grad fokuserer informationssøgningen til særlige økosystemer og fællesskaber. Fællesskabet med ligesindede styrker fornemmelsen af, at der her er tale om en særlig indsigt, som de andre derude ikke forstår.

I en konspirationsteoretisk forståelse er verden ofte inddelt binært i hvid og sort; god og ond; os og dem. Troen på en eller flere konspirationsteorier kan være en måde at søge orden i en verden af kompleksitet eller direkte kaos. Det kan indimellem være fristende at grine ad de mest skøre konspirationsteorier, men det er langtfra kun sjov. Konspirationsteorier kan have ægte konsekvenser for tilhængere og pårørende, og emnet er langt mere kompleks end skitseret her.

Konspirationsteorier kan opstå på flere måder – og ikke kun organisk. Forskellige aktører kan også have en interesse i at bruge konspirationsteorier som en form for desinformation. Den potentielle trussel fra konspirationsteoretikere har også i stigende grad fyldt i Politiets Efterretningstjenestes årlige vurdering af terrortruslen.

Nærværende indlæg er ment som en introduktion til et emne, der kalder på vores vilje til at prøve at forstå, hvad det er, konspirationsteorier har at tilbyde. Hvorfor afslår nogle mennesker hurtigt noget som skørt – mens andre ender på bunden af et kaninhul, hvorfra det kan være svært at komme op igen?

Spørgsmålet om konspirationsteoriernes tiltrækningskraft kom i forbindelse med en samtale (såkaldt talk) på Copenhell i juni 2024, hvor jeg havde fornøjelsen af at tale om ufoer og konspirationsteorier i selskab med Frederik Dirks Gottlieb og Signe Molde.