Den 9. maj er dagen, hvor sejren over Nazityskland i 1945 markeres med militærparader i Rusland. Paraderne og dyrkelsen af dagen er ikke Putins opfindelse, men han har skruet op for niveauet. Derfor er dagen også vigtigere end nogensinde, når markeringen finder sted om mindre end en måned.

Af Jeanette Serritzlev

Den 9. maj er en mærkedag i Rusland. Den markerer den røde hærs sejr over tyskerne i 1945. Mærkedagen er vigtig i fortællingen om Den Store Fædrelandskrig, som anden verdenskrig omtales som i Rusland. Det er den af flere årsager: Det er fortællingen om sejr, men det er også fortællingen om offervilje. At Rusland og russerne gennemgik så megen lidelse og ofrede så meget. Det er altså en fortælling, der taler ind i en selvforståelse om et russisk folk, der kan modstå mere end andre. Et folk, der er vant til at spænde livremmen ind i nationens tjeneste, når det kræves. Om det gælder en tysk invasion i 1941, eller om det gælder økonomiske sanktioner fra Vesten i 2022.

Endelig bruges fortællingen om kampen mod nazisterne under anden verdenskrig også i fortællingen om Ruslands angrebskrig på Ukraine, der italesættes som en kamp mod nynazister – og nogle engang endda beskrives som et nødvendigt forsvar mod et Ukraine, der ellers ville udgøre en – nazistisk, forstået – fare mod Rusland. Det er den forståelse, det er nødvendigt at have for øje, når vi i Vesten undrer os over denne nærmeste besættelse af ’nynazister’. Det handler ikke om ideologi, men om at trække på en historisk reference og dermed ’legitimere’ fjendebilledet.

Den mest kendte parade på Sejrsdagen er i Moskva, hvor præsidenten er til stede. Det er et imponerende koreograferet show, der både handler om at dyrke historien, hylde veteranerne – og fremvise sit materiel. Tilføj hertil en mængde sovjetnostalgi, som i år må forventes at ses i sær forening med regimets nye symbol, Z’et, der udtrykker støtte til præsidenten og til krigen.

Paraden i Moskva er imidlertid ikke den eneste af sin art. Andre, om end mindre pompøse, finder sted i mange andre byer. Her kan man også se ’De Udødeliges Regiment’ (Бессмертный полк) gå med i parader. Det er særligt børn og unge, som marcherer med et billedet af deres forfædre, som kæmpede i krigen. Dette er blot et initiativ blandt flere af det, man kan kalde ’patriotisk opdragelse’, som bidrager til, at også nye generationer føler sig relateret til og bliver en del af fortællingen.

Når Putin har valgt at dyrke markeringen af Den Store Fædrelandskrig og følgelig også af Sejrsdagen, betyder det også, at dagen har ekstra stor symbolbetydning i år. Dagen skal ikke handle om omkostningerne ved krigen. Om dræbte og sårede soldater. Om russiske krigsforbrydelser. Om økonomisk pres, som kun bliver værre. Putin har brug for en sejr. Han har i hvert fald brug for noget, han kan fremvise som en sejr. Det betyder desværre ikke, at det nødvendigvis fører til villighed til reelle forhandlinger. Men det betyder, at han ønsker at øge presset på Ukraine, på den folkelige og politiske vilje til modstand. Det betyder, at han er villig til at bruge mange midler for at få sin hyldest i Moskva den 09. maj.